Luksuriøs vegansk kokos chiagrød med hindbærkompot og ristede mandler. Den cremede og fyldige konsistens kombineret med de friske og syrlige hindbær og de knasende mandler leder tankerne hen på en syndig dessert a la risalamande.
- 1 dåse økologisk kokosmælk (jeg foretrækker Änglamarks)
- 4 spsk. chiafrø*
- 1 knsp. salt
- ½ tsk. vaniljeekstrakt / pulver
- Evt. 1 spsk. agavesirup
- 200 g økologiske hindbær (frost)
- Evt. sukker (eller andet sødemiddel)
- 1 håndfuld mandler
-
Ryst dåsen med kokosmælk grundigt (husk at opbevare den ved stuetemperatur, så den er nemmere at ryste).
-
Bland alle ingredienserne til chiagrøden grundigt sammen i en beholder med låg og sæt den på køl natten over.
Kokosmælken bliver helt fast og tyk, når den bliver kold. Tynd den blot op med lidt vand eller plantemælk, hvis du synes den er for tyk.
-
Top med hjemmelavet hindbærkompot og ristede mandler. Frisk frugt eller anden frugtkompot kan også sagtens bruges. Selv er jeg fan af frisk grapefrugt.
-
Kog hindbærrene op i en lille gryde, og lad dem simre 5-10 minutter under låg. Smag evt. til med sukker eller andet sødemiddel og justér konsistensen med vand.
-
Hæld kompotten på et skoldet glas med tætsluttende låg, og stil den på køl indtil du skal bruge den.
-
Udblød mandlerne natten over (smid dem alternativt 1 minut i kogende vand) og smut skindet af dem.
-
Rist dem i ovnen 10-15 minutter ved 200 grader. Hold øje til sidst, da ristningen pludselig går det stærkt !
Spis den med et stykke frugt og en bid brød eller imponer gæsterne og server den som et lille lækkert indslag i en brunch menu.
Kan også bruges som et skønt og nytænkende alternativ til den traditionelle risalamande juleaften.
*Chiafrø kan efterhånden købes i de fleste supermarkeder og helsekostbutikker eller online fx hos Med24 (reklamelink)
Kokos chiagrød med vanilje
Mange af jer efterspørger nemme og simple veganske morgenmadsopskrifter, fordi i er kørt tør i havregrød, smoothies eller cornflakes med plantemælk.
Derfor bringer jeg jer i dag opskriften på en af mine absolutte favoritter: kokos chiagrød toppet med hindbærkompot og ristede mandler.
Måske du bedre kender den under navne som overnight-chia, chiapudding eller køleskabsgrød. Kært barn har mange navne. Men en fantastisk lækker og sund opfindelse, dét er det uanset.
Kun 2 minutters forberedelsestid
Når du ser billedet, tænker du måske: “Hold op, det der ser alt for fancy ud til mig. Det har jeg simpelthen ikke tid til om morgenen!” Her kan jeg glæde dig og sige, at chiagrød måske er en af de absolut hurtigste og nemmeste morgenmåltider, man overhovedet kan lave. Chiagrøden er kort sagt den lækre og luksuriøse udgave af en traditionel omgang havregrød. Bare endnu nemmere, da man slipper for at koge grøden op. Ja, faktisk er det vanskeligste ved den uden tvivl ventetiden fra man blander den om aftenen, til den er spiseklar næste morgen.
Så nemt og simpelt er det: bland ingredienserne til grøden sammen i et glas, stil den på køl og gå i seng. Chiagrøden klarer hele arbejdet selv, og du behøver ikke løfte en finger. Om morgenen topper du den med hindbær og mandler, og smæsker dig i en lækker omgang cremet kokos chiagrød a la risalamande, der leder tankerne hen på en syndig dessert. Hindbærkompotten og de ristede mandler tilføjer selvfølgelig lidt ekstra tilberedningstid, men disse kan nemt laves god tid i forvejen og i store portioner, så man har til flere dage.
Kokosmælk-guide: den rigtige type kokosmælk
Når man skal lave chiagrød af kokosmælk (dvs. kokosmælk på dåse) er det vigtigt, at man bruger den rigtige type kokosmælk. “Er der da forskel på kokosmælk?” Ja, det er der nemlig. Jeg har gennem de sidste mange år erfaret, at der er rigtig stor forskel på de forskellige dåser med kokosmælk, vi køber i supermarkederne. Jeg kan umuligt være den eneste, der har prøvet at komme hjem med en dåse, der var grynet og grødet i konsistensen. Eller som skillede i vand og kokosfedt for den sags skyld. En sjælden gang i mellem vandt jeg dog i jackpotten og fandt en helt perfekt omgang cremet yummyness. Og det er altså sidstnævnte, vi rigtig gerne vil have fat i til denne kokos chiagrød.
Økologi og E-numre
Konsistensen kommer i høj grad an på kvaliteten af kokosmælk samt de anvendte tilsætningsstoffer. Jeg går altid efter en økologisk kokosmælk, og prøver så vidt muligt at styre uden om dåser med skadelig kemi.
Men det måske vigtigste er faktisk at kigge på de lumske E-numre. “E-numre? Er det ikke noget med kunstig kemi og stoffer af animalsk oprindelse?” Nej, ikke nødvendigvis. Køber man et økologisk produkt med E-numre i varedeklarationen, er det højst sandsynligt af naturlig oprindelse. Når vi gerne vil finde den perfekte kokosmælk, er der særligt to E-numre vi skal kigge efter:
som er hhv. guargummi og xanthangummi. Det lyder måske kunstigt, men begge er altså af vegetabilsk oprindelse og udvundet fra planter. Generelt er kokosmælk tilsat E415 at foretrække, hvis man går efter den helt perfekte og silkebløde konsistens. E412 giver også en lækker cremet og smooth kokosmælk, der dog har tendens til stadig at skille i vand og fedt.
Kokosmælk jeg bruger og anbefaler
Den økologiske kokosmælk fra 365 (fakta) samt Änglamark er tilsat E415, og det er disse, jeg har allerbedst erfaring med. De skiller aldrig, og har den lækreste cremede konsistens og en dejlig sødlig men mild smag af kokos. Tilmed kan de tit fås på tilbud til ca. 10 kr. Bor du ikke i nærheden af en af Coop’s forretninger, har Levevis og ØGO’ (Føtex og Nettos egne mærker) nogle økologiske kokosmælk magen til.
Irmas økologisk balance har den absolut bedste kokossmag, og det er bl.a. den kokosmælk, jeg altid bruger og anbefaler til min kokosis opskrift. Den har dog tendens til at skille i vand og kokosfedt, særligt hvis den står køligt. Vælger man denne til sin chiagrød, anbefaler jeg derfor, at man kun bruger kokosfedtet og gemmer vandet til smoothies eller nicecream (her er min udførlige guide til den perfekte nicecream), da man ellers kan risikere at grøden skiller. Den er i den dyrere ende, hvad angår kokosmælk, men kan tit fås på tilbud til 10-15 kr.
Fast og fyldig konsistens
Opskriften herunder er en fyldig en af slagsen, der rækker til 2 personer. Grøden bliver meget fast og “sætter sig” godt i glassene. Man kan derfor med fordel udnytte tyngdekraften, og sætte glassene på skrå, som jeg har gjort. Ønsker man en mere flydende chiagrød, vil jeg anbefale, at man tynder kokosmælken op med vand eller anden plantemælk.
Server den med et stykke frugt og en bid brød eller imponer gæsterne og server den som et lille lækkert indslag i en vegansk weekend brunch buffet (inspiration til vegansk brunch kan findes i opskriften på mit tofu-frie veganske røræg). Kan også fint bruges som et skønt og nytænkende alternativ til den traditionelle risalamande juleaften. Er du mere traditionsbunden, vil jeg dog klart anbefale at lave en helt klassisk og autentisk risalamande. Se tips i min opskrift “Den ultimative risengrød“. Nu ikke mere snak!
Velbekomme.
– Jeg elsker at høre fra jer, når i giver jer i kast med mine opskrifter. Find mig på Instagram og Facebook @planteaederen, og #-tag mig i jeres kreationer eller skriv en kommentar i kommentarfeltet her på siden. Kommentarfeltet findes nedenfor, lige under opskriften. Her har du samtidig muligheden for at give opskriften stjerner fra 1-5. Din stemme er med til at udbrede det grønne budskab. Af hjertet tak ! 💚
[…] Kokos chiagrød med hindbærkompot og ristede mandler […]
Hej
Kan man varme denne Chira risengrød op???
Hej Gitte.
Tak for din besked.
Jeg har ikke selv prøvet at varme chiagrøden op, og jeg er heller ikke umiddelbart stødt på andre opskrifter, hvor chiagrøden opvarmes. Jeg kan derfor ikke svare endegyldigt på dit spørgsmål, men jeg vil da umiddelbart tro, at det godt kan lade sig gøre. Dog ved jeg ikke, hvad det vil have af indflydelse på konsistens og smag, men jeg kunne forestille mig, at konsistensen bliver anderledes og tykkere (måske mere gummiagtig og kvalm), og du ville sikkert have behov for at tilføje mere væske under opvarmningen.
Jeg ville nok snarere betegne denne chiagrød som en slags “risalamande” fremfor en risengrød – netop fordi hensigten er, at den serveres kold og ikke varm. Selv foretrækker jeg blot at varme bærkompotten op, ligesom jeg ville gøre med kirsebærsaucen til risalamanden – men det kan man jo gøre, som man selv synes.
Du er velkommen til at give det et forsøg, men jeg kan ikke love dig, at resultatet bliver appetitligt.
Hvis du afprøver det, vil jeg nok råde dig til ikke at koge grøden men blot at opvarme kokosmælken, tilsætte chiafrø og røre i chiagrøden ved jævne mellemrum, indtil den har sat sig.
Jeg håber, det var svar nok på dit spørgsmål.
De bedste hilsner
Maria
[…] Kokos chiagrød med hindbærkompot og ristede mandler […]
Hej maria
Ved du, Hvor længe kompotten kan holde sig i køleskab? Og hvor længe kan chiagrøden? 🙂
Mvh maria
Hej Maria!
Tak for dit spørgsmål.
Eftersom der ikke er sukker i kompotten, tror jeg kun den vil kunne holde sig 2-3 dage i køleskabet i en lukket beholder. Chiagrøden derimod burde kunne holde sig lidt længere, grundet det høje fedtindhold. Jeg er ikke ekspert på området, så jeg vil i stedet råde dig til at bruge dine sanser: smager det fint, ser det fint ud og lugter det fint, så burde der ikke være nogle problemer ^_^ Det hjælper selvfølgelig også altid at være ekstra opmærksom på hygiejnen, dvs. vaske og skolde alle remedier grundigt inden brug, og kun bruge en ren ske til at tage med.
Held og lykke.
De bedste hilsner
Maria // Planteæderen
Okay, mange tak for svar 🙂 Det skal i hvert fald prøves 🙂
Velbekomme. Jeg glæder mig til at høre, hvad du synes om den!
Hej maria
Uha sikke en lækker opskrift :d
Det glæder jeg mig at lave.
Jeg har nogle spørsmål.
Hvornår sætter du chiagrødet i glas? Før eller efter kølen? kan man putte dem i kølen med skråd glas?
Mvh mia
Hej Mia !
Det glæder mig at høre, at du er lige så begejstret for opskriften, som jeg er.
For at få det knivskarpe “skrå-look”, blander jeg først chiagrøden i et separat glas og lader den stå 5-10 minutter. Derefter sætter jeg anretnings glassene på skrå i køleskabet, og fylder dem forsigtigt med chiagrøden med en passende størrelse ske. Jo mere forsigtig du er, jo mindre finpudsning af glassene er der bagefter.
God fornøjelse. Jeg glæder mig til at høre, hvordan det gik !
De bedste hilsner
Maria
[…] Kokos chiagrød med hindbærkompot og ristede mandler […]
[…] du kørt fuldstændig træt i havregrøden, er du simpelthen nødt til at prøve min kokos chiagrød med hindbærkompot og ristede mandler. Jeg siger det […]