Vegansk eksotisk hokkaidosuppe med cremet kokosmælk, spicy ingefær og lime toppet med knasende og sprøde ovnbagte græskarkerner. Perfekt til kolde efterårsaftener.
- 1 økologisk Hokkaido græskar
- 2 løg
- 3 mellemstore gulerødder
- 1 æble
- 1 økologisk lime (saft+skal)
- 1 spsk. ingefær (friskrevet)
- 2 fed hvidløg
- 2 tsk. hel spidskommen
- 2 tsk. hel koriander
- Evt. chili
- 1 liter grøntsagsbouillon
- ½ dåse kokosmælk (fuldfed)
-
Tænd ovnen på 200°C.
-
Skær top og bund af græskarret og skrub det værste jord og snavs af overfladen. Flæk det over på midten og skrab indmaden ud (gem til senere). Skær det nu i skiver af 2 cm's tykkelse og derefter i grove tern. Skær ligeledes løg, gulerødder og æble i grove tern, og vend alle grøntsagerne i salt, peber, 1 tsk hel spidskommen samt koriander (og evt. 1 spsk olie).
-
Fordel grøntsagerne på en bradepande med bagepapir og bag dem i ovnen ca. 30-40 minutter, til de er møre og gyldne (gerne let brændte) i overfladen.
-
Rist 1 tsk hel spidskommen og koriander i en varm gryde, til de begynder at dufte. Riv ingefær, hvidløg og limeskal og tilsæt det til gryden sammen med ovnblandingen. Steg hele herligheden ved høj varme i et par minutter.
-
Tilsæt grøntsagsbouillon og kog suppen op. Skru ned for blusset og lad suppen simre minimum 30 minutter under låg.
-
Tilsæt kokosmælk og lime saft og blend suppen godt igennem med en stavblender (blend evt. suppen i en god blender af flere omgange). Varm suppen op igen og smag til med salt, peber og evt. lidt chili.
Servér med sprøde græskarkerner, en skefuld kokosmælk og en skive hjemmebagt brød.
-
Fjern det værste indmad fra kernerne. Det gør ikke noget, hvis der stadig sidder lidt tilbage. Bred dem godt ud på et stykke bagepapir (genbrug det fra ovnblandingen) og drys med salt og peber. Bag dem i ovnen ca. 15-20 minutter til de er gyldne og sprøde.
Tilsæt en rest kogte linser, bønner eller kikærter til retten, hvis du savner lidt ekstra planteprotein.
Eksotisk hokkaidosuppe
Forestil dig følgende scenarie: du står i køkkenet med det store, flotte og orange hoved i hænderne, som du helt impulsivt endte med at smide i indkøbskurven, da du stod nede i Netto. Du klør dig i nakken, imens du spørger dig selv “hvad fa’n tænkte jeg dog på …” og ender med at gemme det langt væk i grøntsagsskuffen. Lyder det bekendt? Det tænkte jeg nok.
Ved du heller ikke, hvad du skal bruge den store, frygtindgydende grøntsag til, giver jeg dig her opskriften på min absolutte yndlings efterårssuppe. Nemlig en hokkaidosuppe, som jeg har trukket i lettere eksotiske klæder med kokosmælk, ingefær og lime.
Hokkaidogræskar
Supermarkederne bugner lige nu med græskar og squash i alle afskygninger, men hokkaidoen er og bliver min absolutte favorit. Den flotte orange næsten dybrøde farve, det faste, cremede og sødmefulde frugtkød og de store sprøde kerner. Bagt til perfektion, er det næsten som at spise en syndig kage. Og så er de ovenikøbet dyrket og høstet direkte i den danske muld. Så bliver det næsten ikke bedre.
Derfor skal du spise hokkaido
Men Hokkaido græskarret er meget mere end blot velsmag og smukt udseende. Bag det smukke ydre gemmer der sig nemlig en masse gode og sunde vitaminer, mineraler og næringsstoffer. Den iøjnefaldende dybrøde farve er tegn på store mængder antioxidanter som betacaroten (som vi kender fra gulerødder), C-vitaminer, B-vitaminer, mineraler, herunder jern, zink og magnesium. Særligt kernerne indeholder store mængder mineraler, foruden sunde plantefedtstoffer.
Derfor ærgrer det mig sådan, når jeg finder ud af, at rigtig mange ikke aner, hvad de skal stille op med græskarret med det japanskklingende navn. Koger eller steger man det? Skal det skrælles og hvad i alverden er alle de klamme gevækster? Det ender tit og ofte enten bagerst i grøntsagsskuffen, i skraldespanden (FY!) eller udhulet som pyntegræskar. Og det er fandme ærgerligt, hvis du spørger mig. Det håber jeg at kunne lave om på med denne hokkaidosuppe.
Sådan tilbereder du hokkaido
Der er selvfølgelig mange forskellige måder at håndtere hokkaidogræskarret på. Jeg køber det altid økologisk, da HELE græskarret dermed kan spises. Skræl, gevækster, indmad og kerner. Hvis du er sart, skal du selvfølgelig være velkommen til at skære gevæksterne af.
Min foretrukne måde at tilberede det på er såresimpel: skrub og vask det værste jord og snavs af overfladen med en grøntsagsbørste, og skær top og bund af græskarret. Flæk det over på midten og skrab indmaden ud. Skær det nu i skiver, vend dem evt. i olie, salt, peber og krydderier, og bag dem så i ovnen ved 200 grader i ca. 30-40 minutter, indtil de er helt møre og let sprøde og gyldne i overfladen. Sværere er det ikke. Som tilbehør til ris quinoa eller boghvede (erstat fx de sødekartofler med hokkaido i opskriften på min boghvedesalat med sød kartoffel), som kødfuldt fyld i en sprød salat, pastaret eller tærte eller som selvstændig ret (fordi de er SÅ lækre at de kan spises alene), bliver det næsten ikke meget bedre.
Hvis ikke jeg bruger det som tilbehør eller selvstændig ret, eller hvis græskarret har ligget lidt for længe i grøntsagsskuffen, laver jeg det gerne til suppe. Hokkaido tilføjer nemlig den lækreste fyldige og cremede konsistens til en hvilken som helst suppe. Og i følgeskab af kokosmælk, ingefær og lime, kan man på en lille time drømme sig langt væk til eksotiske asiatiske egne. Og hvem gider ikke det, når efteråret og de kolde vinteraftener rammer?
Velbekomme.
– Jeg elsker at høre fra jer, når i giver jer i kast med mine opskrifter. Find mig på Instagram og Facebook @planteaederen, og #-tag mig i jeres kreationer eller skriv en kommentar i kommentarfeltet her på siden. Kommentarfeltet findes nedenfor, lige under opskriften. Her har du samtidig muligheden for at give opskriften stjerner fra 1-5. Din stemme er med til at udbrede det grønne budskab. Af hjertet tak ! 💚
Virkelig lækker suppe!
Hej, glæder mig til at prøve at lave denne suppe 😉 I dag skal jeg dog lave din lækre risengrød.
jeg har lige et lille spørgsmål. Hele frø af spidskommen og koriander, kan det erstattes af stødt? I så fald er det stadig 2 tsk. af hver?
Hej Pia.
Beklager mit lidt sene svar.
Du kan sagtens bruge samme mængde stødt spidskommen og korianderfrø i stedet. Jeg foretrækker blot de hele frø, da de er friskere og giver endnu mere krydderi-power for pengene! 🙂
Det lyder lækkert med risengrød – årstiden og de mørkere aftener kalder jo nærmest på det! Hvordan blev resultatet?
De bedste hilsner
Maria
Å lækkert! Den er så velsmagende.
Tak for opskriften. Jeg snød lidt og brugte citron i stedet for lime. Koriander sprang jeg over, og chilien jeg benyttede, var en rawit, som jeg hakkede i sammen med hvidløget og ingefæren. Jeg brugte bagt tofu som proteinfyld. Retten smager godt, og jeg kommer bestemt til at lave den igen.
Kære Danny.
Tak for din tilbagemelding.
Det lyder som en lækker tilføjelse med det bagte tofu som proteinholdigt fyld. Det vil jeg tage med mig! 🙂
På baggrund af din tilbagemelding, har jeg tilladt mig at tilføje din kommentar 5 stjerner. Hvis du ikke er enig, er du velkommen til at vende tilbage til mig.
De bedste hilsner
Maria
[…] Hokkaidosuppe med kokos, ingefær og lime […]
Virkelig lækker suppe med god cremet konsistens. Den smager en smule indisk pga krydderierne og kokosmælken og det elsker jeg ved den. Så meget at der intet blev tilbage, så om den er god dagen efter kan jeg desværre ikke udtale mig om ha ha
Dejligt at høre Anette. Du må have resterne til gode – ha ha!
Super lækker og super nem – I mean what’s not to love. Den er et hit til aftensmad herhjemme, men kan sagtens tages med som madpakke!
Man skal måske passe på med mængden af ingefær, hvis man ikke er til det (men hvem er ikke det, hehe).
Dejligt at høre, Dagmar! ^_^
Jeg har måske været lidt upræcis mht. mængden af ingefær – det er nu rettet. Tak! ❤️
super lækker hokkaidosuppe og faktisk også god dagen efter kold på jobbet