Opskrift på mexicansk inspirerede fyldte søde kartofler med sorte bønner og en hurtig kokos-/lime dressing. Servér dem sammen med en omgang frisk Pico de gallo og cremet guacemole for den ultimative mexicanske madoplevelse.
Vask og skrub kartoflerne grundigt (lad skrællen sidde på) og prik dem et par gange med en skarp kniv eller gaffel. Sæt dem i en kold ovn på en bageplade med bagepapir og tænd ovnen på 200°C. Bag kartoflerne til de er møre, og der siver karamel ud fra hullerne.
BAGETID: ca. 30-75 minutter al efter størrelsen på de søde kartofler og typen af ovn. Små kartofler på 100-200 gram burde tage 30-45 minutter, hvorimod store kartofler på 300-400+ tager 60-75 minutter.
Dræn bønnevandet fra dåsen over i et glas og sæt bønnerne til side - undlad at skylle dem. Du kan også fint koge dine egne bønner fra bunden af - se fx min artikel "Undgå kedelige bønner - sådan koger du de lækreste bønner!"
Varm en spsk olie op i en lille kasserolle over middel varme og brun løg og hvidløg af. Tilsæt krydderier og kakaopulver. Lad krydderierne stege godt af 1 minuts tid. Tilsæt bønner og steg under omrøring 5-10 minutter. Smag til med salt og peber. Sluk for blusset og sæt låg på, så bønnerne holder sig varme.
Bland ingredienserne til dressingen sammen i en lille skål og sæt den på køl, indtil den skal bruges.
Flæk de karameliserede søde kartofler på midten og mos kødet let med en gaffel. Servér bønnefyldet heri og top med kokosdressing. Slut det hele af med frisk koriander (persille og forårsløg fungerer også fint), avocado, pico de gallo (tomatsalsa) og servér med en skive lime.
Variation: servér de mexicanske bønner hele eller brug en stavblender til at blende dem til en tyk bønnemos med 2 spsk olie, lidt kogevand/bønnevand fra dåsen og evt. en smule salt. Så har du istedet (black) refried beans, som er en anden (møglækker) mexicansk specialitet!
Opskrift af Planteæderen | www.planteæderen.dk | @planteaederen