Risengrød – den ultimative

Klassisk risengrød – den ultimative julespise

Er der noget, som frembringer julelys i øjnene som en god og solid portion risengrød? Nej, det tænkte jeg nok.

For mange af os danskere, er der ikke nogen december måned uden risengrød. Selv er jeg ikke så traditionsbundet længere, men jeg må indrømme, at sådan en rygende varm skål risengrød med smørklat og kanelsukker alligevel på magisk vis bringer det helt rigtige julehumør frem.

Risengrød spiste vi i min familie altid d. 1 december med juleøl (og saftevand), imens vi så første afsnit af den nye julekalender. Juleøllen fik jeg aldrig smag for, men den hvide julegrød kan altså stadig et eller andet.

Risengrød uden komælk?

Det er efterhånden ingen hemmelighed, at man sagtens kan lave en vegansk risengrød uden komælk. En hurtig google-søgning giver utallige opskrifter på plantebaseret risengrød lavet på alverdens forskellige typer plantemælk. Rismælk, soyamælk, havremælk, mandelmælk (ja, sorry, men jeg kalder det altså stadig mælk. Det hedder vel for fanden også kokosmælk? 😅)

Men hvilken opskrift giver den bedste veganske risengrød? Og hvilken type plantemælk giver det mest autentiske smagsindtryk?

Opskrift på klassisk vegansk risengrød med kokosmælk
Opskrift på klassisk vegansk risengrød med kokosmælk

Den helt rigtige cremede konsistens og autentiske smagsindtryk

De få gange jeg har lavet vegansk risengrød, har været på hhv. rismælk og soyamælk. De smagte bestemt godt, men de smagte altså ikke helt autentisk, hvis i spørger mig. Smagen var ikke langt fra originalen, men farven var brunlig og konsistensen ikke nær så cremet, som jeg husker den.

Det satte hurtigt gang i min lille opskriftmager-hjerne. Der måtte da være en anden plantemælk, der gav et mere autentisk smagsindtryk. Og det var der.

Der skulle gå knap 4 år, før jeg knækkede koden til den helt rigtige og autentiske veganske risengrød. I ved nok – sådan en perfekt cremet, fløjlsblød og kridhvid en af slagsen.

Den helt rigtige fedtprocent

Jeg ved ikke med jer, men min mor lavede altid risengrød på 1 L sødmælk – dvs. en fedtprocent på 3,5%. No wonder, at risengrød lavet på hhv. ris-, havre- og soyamælk (ca. 1-2%) ikke gav det samme cremede resultat. Derudover er sødmælk rig på mættede fedtsyrer, hvilket de fleste plantemælk bestemt ikke er. Plantemælk praler typisk af at være rige på de umættede fedtsyrer, hvilket jo som oftest er en god kvalitet, men altså ikke, når man vil lave den helt rigtige risengrød. Pånær lige én. Måske du allerede har gættet, hvilken plantemælk, jeg taler om?

Jeg har arbejdet mig frem til en opskrift, som giver det præcis samme fedtindhold som sødmælksudgaven og efter min mening samme gode fedme og smag.

Hemmeligheden bag den bedste veganske risengrød er kokosmælk.

Opskrift på klassiske vegansk risengrød med kokosmælk

Kokosmælk – plantemælken over alle plantemælk

Mine faste læsere ved nok allerede, at jeg er jævnt glad for at bruge kokosmælk i mine retter. Jeg er vild med den fede og cremede smag, som den giver samt det lille eksotiske twist.

Når det så er sagt, er det altså langt fra altid, at kokossmagen er gennemtrængende. Det er selvfølgelig en smagssag, men jeg mener bestemt ikke, at risengrøden her leder tankerne hen på fjerne caribiske himmelstrøg. Tværdigmod. Kokosmælken tilføjer blot den helt perfekte milde sødme og cremede konsistens – akkurat ligesom sødmælk. Så er du ikke vild med smagen af kokos, skal du altså endelig ikke lade dig afskrække. Opskriften er afprøvet på flere med kokosskræk, og alle har været lige vilde med den – veganere såvel som kødspisere. Den lange kogetid koger simpelthen kokossmagen fuldstændig væk. Prøv det på egen krop og lad mig høre, hvad du synes. Smid en kommentar i kommentarfeltet længere nede på siden eller find mig på Facebook eller Instagram.

Kokosmælken jeg bruger, er altid en økologisk en af slagsen fra enten ØGO, Fakta 365 eller Änglamark (update: Føtex’ Levevis og Aldis Økolivet kokosmælk skulle også være godkendt til formålet). Dem har jeg skrevet mere om i mit afsnit “Kokos-guide: den rigtige type kokosmælk” i min opskrift på kokos chiagrød. Det er ret vigtigt, at det er en af disse typer kokosmælk man bruger til denne risengrød, da kokossmagen ellers kan risikere at blive for gennemtrængende. For det var jo ikke meningen!

Er du lige så vild med kokosmælk, som jeg er? 😍 Her er et udpluk af nogle af mine andre opskrifter med den cremede plantemælk:

Opskrift på cremet vegansk kokosis lavet på kokosmælk
Opskrift på kokos chiagrød med hindbærkompot og ristede mandler
Opskrift på mexicansk inspirerede fyldte søde kartofler med sorte bønner og kokos-/lime dressing

Opskriften på den ultimative (veganske) risengrød

Nu ikke mere snak. Her får i opskriften på, hvad jeg har valgt at kalde den ultimative risengrød. Jeg vil endda gå så langt som til at kalde den den bedste risengrød. 100% vegansk, laktosefri, glutenfri, soyafri, sukkerfri, og jeg skal komme efter dig, så (næsten) hele den brogede familie kan være med (de varmeste tanker går til jer med nøddeallergi). Den er allerede testet og afprøvet af mange veganere, kødspisere, vegetarer, laktoseintolerante og folk med mælkeallergi, og i er alle VILDE med den!

Servér den helt klassisk med en klat Naturli’ Smørbar og et drys kanelsukker. Er ventetiden imens grøden koger for lang, kan du fint nå at lave et hold af mine fedtfattige veganske pebernødder. Så er julemåneden da for alvor skudt i gang!

Velbekomme og rigtig glædelig jul.

– Jeg elsker at høre fra jer, når i giver jer i kast med mine opskrifter. Find mig på instagram og facebook @planteaederen, og tag mig i jeres kreationer eller skriv en kommentar i kommentarfeltet her på siden. Kommentarfeltet findes nedenfor, lige under opskriften. Her har du samtidig muligheden for at give opskriften stjerner fra 1-5. Din stemme er med til at udbrede det grønne budskab. Af hjertet tak ! 💚

4.5 fra 6 stemmer
Opskrift på helt klassisk og autentisk vegansk risengrød med kokosmælk
Udskriv
Risengrød - den ultimative
Forb. tid
5 min
Tilb. tid
45 min
Tid i alt
50 min

Den ultimative opskrift på vegansk risengrød med den helt rigtige cremede konsistens og kridhvide udseende. Ligner og smager som traditionel risengrød lavet på sødmælk!

Antal: 4 personer
Ret: Hovedret
Køkken: Højtider, Jul
Forfatter: Maria - Planteæderen
Ingredienser
  • 200 g grødris
  • 2 dl vand
  • ½ dåse (200 ml) fuldfed kokosmælk* (jeg bruger den økologiske fra Änglamark eller 365)
  • 1 L vand
  • 1 tsk havsalt
Servering
  • Kanelsukker
  • Naturli' Smørbar
Fremgangsmåde
  1. Skyl grødrisene i en sigte under koldt vand for at fjerne eventuelle urenheder.

  2. Bring grødris og de 2 dl vand i kog i en stor tykbundet gryde. Kog risene under omrøring 2-3 minutter, indtil vandet er absorberet. 

  3. Tilsæt kokosmælk (se, hvilke jeg anbefaler længere oppe i artiklen) og 1 L vand og kog grøden op under omrøring. 

    Skru ned for varmen og lad grøden småsimre under låg 45-50 minutter, eller indtil den har den ønskede konsistens. Kig til grøden og rør i den undervejs (det er især vigtigt efter de første 20 minutter, når grøden begynder at tykne), så den ikke koger over eller brænder på.


    Tip: foretrækker du at lave risengrøden i høkasse, ovn eller putte den under dynen, kan du med fordel gøre dette.

  4. Smag til sidst risengrøden til med havsalt og servér den varm med en klat Smørbar og et drys kanelsukker. 

Tips

Risalamande: bland den kolde grød med sukker, vanilje, hakkede mandler og en brik sojapiskefløde fra Alpro pisket til flødeskum. Vupti - så er der risalamande til dessert!

* Undgå madspild og brug fx resten af kokosmælken til at lave min kokos-/lime dressing eller kokos chiagrød med hindbær og mandler!

Tags , , , , , , , , ,

12 kommentarer til “Risengrød – den ultimative

  1. Er den også bedre til risalamande?

    1. Hej Bent!

      Tak for din besked.
      Jeg har endnu ikke selv prøvet at lave risalamande af risengrøden, men jeg har modtaget beskeder fra flere, som har – og med stor succes!
      Så jeg glæder mig i hvert fald selv til at prøve at lave risalamanden i år med denne opskrift.

      Lad mig endelig høre fra dig igen, hvis du giver den et forsøg.

      De bedste hilsner
      Maria // Planteæderen

  2. Rigtig lækker og cremet risengrød, som var et stort hit for både store og små.. ❤️ Jeg har været veganer i 1,5 år og for nogle måneder siden tog min mand (og dermed også vores to små guldklumper på 2 og 5 år) også springet. Vores hverdag bliver hele tiden lettere og mere smagsfyldt pga. jer der tager jer tid til at udvikle og dele fantastiske opskrifter, så tusind tak for det
    Selv skeptiske venner og familie spiser efterhånden med og synes maden er lækker.
    Vores lille familie glæder os til mange flere lækre opskrifter
    Rigtig glædelig jul

    1. Tusind tak for din besked Louise. Sikke en dejlig solskinshistorie på en ellers grå søndag!
      Hvor er det dejligt at høre, at du kan bruge mine opskrifter.

      TAK og glædelig jul til jer! ❤️

  3. Ganske vist er den hvid og har ikke bismag af kokos, men den blev vandet i smagen og risene noget udkogt.. Vi foretrækker at der lidt struktur på risene.

    Så kan vi godt undvære den hvide farve, for at bebeholde den gode smag, som vi synes rismælen giver.

    1. Hej Tanya.

      Det er jeg da ked af at høre. Vi har alle forskellige smagspræferencer, og så er det jo godt, at der findes et hav af forskellige opskrifter.
      Det lader til, at du allerede har fundet lige præcis den opskrift, som passer dig og din familie – og så skal i da endelig bare blive ved med at bruge den!

      Må jeg spørge dig, hvilken kokosmælk, du brugte, og hvor længe, du kogte grøden? Det lyder som om, at den ikke har fået længe nok. Det er også en rigtig god idé, at lade grøden trække efter endt kogetid.

      Bedre held næste gang!

      De bedste hilsner
      Maria // Planteæderen

  4. […] dog klart anbefale at lave en helt klassisk og autentisk risalamande. Se tips i min opskrift “Den ultimative risengrød“. Nu ikke mere […]

  5. Jeg har været veganer i 4 år, men jeg har aldrig fået ramt plet på den helt rigtige cremet smag af risengrød, som man husker den, lavet på komælk, og det har ærgret mig meget, da jeg lige siden jeg var lille har været KÆMPE elsker af risengrød. Ja, det har såmænd også været min livret, og det er det stadig. 😉
    Det her, det er den ALLER bedste opskrift på vegansk risengrød, som jeg nogen sinde har prøvet !!! Og jeg har altså prøvet mange vegansk opskrifter på risengrød.. Ingen har ramt plet.. Men det har Maria’s!
    Kort sagt om opskriften: Kridhvid, cremet risengrød UDEN mærkelige bismage, men utroligt nok smag af ko-mælk.

    WIN WIN WIN.

    1. Min mission er fuldført – TAK Veronica! ^_^

  6. Jeg har to sønner med mælkeallergi og har prøvet forskellige opskrifter på risengrød og risalamande men uden succes, denne opskrift fra planteædere med kokosmælk er den eneste vi har haft succes med – det skal lige siges at vi alle ikke bryder os om smagen af kokosmælk men i denne opskrift der fungere det bare alligevel

    1. Hvor er det dejligt Winnie. Så er julen reddet!

  7. Sindsyg lækker og cremet risengrød! Især hvis man “putter” den i en times tid. Det sætter også minderne igang for mig da min mor gjorde det, da jeg var barn
    Kan virkeligt anbefale denne opskrift, bedste veganske risengrød!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du 2 minutter? Så bedøm opskriften med stjerner fra 1-5. Husk samtidig at skrive en kommentar, da stjernerne ellers ikke vil blive registreret. På forhånd mange tak for hjælpen.