Kanelsnegle af wienerbrødsdej

Veganske kanelsnegle af wienerbrødsdej

Veganske kanelsnegle af wienerbrødsdej

Jeg delte for nogle dage siden dette billede i en vegansk facebookgruppe. Hvad jeg ikke vidste var, at det ville vække så stor interesse, at jeg var nødt til at sætte mig ned og støbe en opskrift sammen på disse lækre, syndige veganske kanelsnegle af wienerbrødsdej!

Godkendt af en garvet kanelsneglespiser

De blev serveret til min storebrors fødselsdagsbrunch, som jeg stod for i sidste weekend. Kanelsneglene var så stort et hit, at alle gæster fik et par med hjem. Min morfar (som aldrig har smagt vegansk mad og som er en garvet kanelsneglespiser gennem 80+ år) udnævnte dem tilmed til de bedste kanelsnegle han nogensinde har smagt. Så kan man da ikke andet end at være et lykkeligt barnebarn

Vegansk brunch menu

Foruden kanelsneglene serverede jeg mit surdejsgrydebrødamerikanske pandekager, vegansk bacon (“lækon“), tofu-frit røræg, som smagte forbavsende meget af den “ægte” vare (ha… fik i den? “æg”-te). Menuen stod også på soya yoghurt med frisk frugt, ahornsirup, smørbar smør fra Naturli, ost fra Violife, appelsinjuice og kaffe. Der manglede bestemt ikke noget og det var alt i alt en kæmpe succes. 

Vegansk fødselsdagsbrunch med det hele

Er du ny til wienerbrødsdeje?

Kanelsneglene er som nævnt bagt på en wienerbrødsdej. Er du nybegynder, hvad angår wienerbrød, så læs opskriften igennem et par gange inden du går i gang. Det er en længere proces som kræver lidt ekstra tid, planlægning og engagement. Men hvis i, lige som mig, nyder at bruge tid i køkkenet samt ikke er bange for at kaste jer ud i nye ting, så er det helt sikkert forsøget værd. Du vil uden tvivl imponere gæsterne til din næste brunch, børnefødselsdag eller familiekomsammen, når du disker op med syndigt vegansk wienerbrød som dette.

Nok om snakken. Her får i opskriften på mine efterspurgte veganske kanelsnegle lavet på wienerbrødsdej – præcis som vi kender dem fra bageren. De skuffer IKKE !

Veganske kanelsnegle af wienerbrødsdej
Udskriv
Veganske kanelsnegle af wienerbrødsdej
Forb. tid
1 t 30 min
Tilb. tid
15 min
Tid i alt
1 t 45 min

Veganske kanelsnegle af wienerbrødsdej - præcis som vi kender dem fra bageren. Selv den mest erfarne kanelsneglespiser kan ikke smage forskel !

Antal: 9 snegle (store)
Ret: Dessert, Morgenmad
Køkken: Dansk
Forfatter: Maria - Planteæderen
Ingredienser
Gærdej
  • 25 g gær
  • 2 dl vand, koldt
  • 1 tsk salt
  • 2 spsk sukker
  • 250-300 g hvedemel, koldt (smid det i en skål og stil det på køl 1-2 timer inden du skal bruge det)
  • 50 g plantemargarine
Til udrulning
  • 200 g plantemargarine, køleskabskoldt (jeg brugte AMA)
Remonce
  • 1 håndfuld nødder, (jeg brugte hasselnødder)
  • 100 g plantemargarine, stuetemperatur
  • 100 g brun farin
  • 2 tsk kanel
Pynt
  • Glasur
Fremgangsmåde
Inden du går i gang
  1. For at få det helt rigtige resultat må dejen først begynde at hæve, når kanelsneglene skal i ovnen. Det er derfor vigtigt at alle remedier holdes kolde under hele processen, samt at du arbejder hurtigt for at undgå, at varme dejen for meget op. Stil derfor røreskål på køl 1-2 timer inden du går i gang.

Gærdej
  1. Opløs gæren i det kolde vand.

  2. Tilsæt det kolde hvedemel, sukker, salt og plantemargarine og kør dejen på maskine (hænder kan selvfølgelig også bruges) i ca. 5 minutter (ikke mere!) Tilsæt lidt mere mel hvis dejen er for våd. Du skal ende ud med en fast kold dej. 

  3. Dæk dejen med husholdningsfilm og stil den på køl i mindst 30 minutter eller indtil du skal bruge den.

Udrulning af wienerbrød
  1. Udrulningen sker som enhver anden wienerbrødsdej. Der findes mange guides på nettet til, hvordan man udruller wienerbrød. Jeg fandt selv en som jeg vil prøve at gengive herunder.


    Sørg for, at være hjemme de næste 2 timers tid (dejen skal på køl 30 minutter efter hver udrulning) samt at have gjort plads i køleskabet til, at dejen kan komme på køl.

  2. Læg plantemargarinen mellem 2 stykker bagepapir og bank det fladt (ca. 0,5 mm) til et kvadrat (ca. 15x15 cm)

  3. Læg nu din dej på et meldrysset bord og rul det ud til et kvadrat (ca. 25x25 cm). Vær altid sikker på, at der er nok mel på bordet og at dejen ikke hænger fast i bordpladen !

  4. Læg smørret oven på dejen og fold dejens fire sider ind over smørret.

  5. Rul nu dejen ud til et rektangel (ca. 1 cm i tykkelsen). Fold den ene ende ind mod midten og den anden ende hen over, så du til sidst ender ud med 3 lag. Læg herefter dejen på køl i 30 minutter.

  6. Ovennævnte gøres i alt 3 gange, så du til sidst ender ud med 27 lag (3 x 3 x 3 = 27) Stil dejen på køl indtil du skal bruge den.

Remonce
  1. Lav remoncen ind i mellem udrulningerne af wienerbrødsdejen. 

  2. Hak nødderne fint (rist dem evt. på en pande inden, for at få endnu mere smag) og bland dem med plantemargarine, brun farin og kanel til du har en fast remonce. 

Bagning af kanelsneglene
  1. Sæt en bageplade i ovnen og tænd på 250°C. Ovn og bageplade skal være varme, når kanelsneglene skal bages. 

  2. Tag nu din færdige wienerbrødsdej og rul den ud til et rektangel med en tykkelse på ca. 5 mm.

  3. Smør remoncen på 2/3 af dejen og rul den sammen til en roulade og skær den i ca. 9 stykker af 2 cm's tykkelse. *

  4. Læg kanelsneglene på et stykke bagepapir med så meget mellemrum som muligt og tryk dem lidt flade. (Kanelsneglene hæver MEGET når de kommer i ovnen!)

  5. Skru ovnen ned på 225°C. Tag den varme bageplade ud af ovnen (husk handsker!) og træk bagepapiret med kanelsneglene over på pladen (få evt. en til at hjælpe dig).

  6. Bages midt i ovnen ca. 10-15 minutter (afhængig af størrelse og ovn) til de er færdigbagte og brune i overfladen. Vær opmærksom på, at sneglene er meget bløde lige når de kommer ud af ovnen.

  7. Lad køle 20 minutter på bagepladen og 30 minutter på en rist.

  8. Pynt evt. med glasur inden servering.

Tips

Friske morgensnegle:

Sæt de ubagte kanelsnegle i køleskabet natten over, og smid dem direkte fra køl i den opvarmede ovn om morgenen. 

Alternativt kan de ubagte snegle fryses ned. Optø dem blot natten over i køleskabet og bag dem på normalvis.

 

Tags , , ,

2 kommentarer til “Kanelsnegle af wienerbrødsdej

  1. […] med en klat NATURLI’ smørbar, hjemmelavet vegansk røræg og et par af mine syndige kanelsnegle af wienerbrødsdej, har du et super godt udgangspunkt til en vegansk […]

  2. […] blev serveret sammen med mit hjemmebagte surdejsbrød og snaskede kanelsnegle af wienerbrødsdej og der var ikke et øje […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du 2 minutter? Så bedøm opskriften med stjerner fra 1-5. Husk samtidig at skrive en kommentar, da stjernerne ellers ikke vil blive registreret. På forhånd mange tak for hjælpen.

%d bloggers like this: