Røræg (uden tofu)

Vegansk røræg – slut med tørt tofu-fnuller

Er du også træt af tørt og kedeligt tofufnuller, som bare ikke smager i nærheden af røræg? Så er denne alternative opskrift på vegansk røræg måske noget for dig. Den hemmelige og utraditionelle ingrediens er kikærtemel.

Røræg har i min familie altid været sådan en “luksus-ting” der blev serveret til friskbagt morgenbrød i weekenderne. Så da jeg for nylig skulle sætte en vegansk brunch sammen til min familie, var vegansk røræg øverst på listen over de ting, jeg helt sikkert ville prøve at give mig i kast med. Jeg har før smagt vegansk røræg på en café på Vesterbro. Her var det lavet af tofu og det lignede og smagte mere af en tør omgang brød-fnuller (findes det overhovedet..?)
Jeg satte mig derfor for at finde et andet alternativ, så jeg kunne give min familie en mere autentisk oplevelse.

Det var her, at jeg ved et tilfælde stødte på denne opskrift af de fantastiske mennesker bag The Vegan Corner. Jeg var solgt. Den udfylder mine kriterier, hvad angår det meste af min madlavning: Det skal være hurtigt, nemt og billigt !

Vegansk røræg uden tofu

Røræg uden… æg?

Jeg købte ingredienserne og satte plan “ikke-røræg” i gang og HOLD DA OP. Det både ligner, dufter, smager, føles og opfører sig som rigtigt røræg (som jeg husker det ihvertfald). Den giver helt sikkert tofu-scramblen kamp til stregen. Et glimrende og super billigt alternativ til dig der ikke kan lide tofu, ikke kan tåle soya eller dig som blot ønsker lidt afveksling fra tofu-scramblen. Jeg har hverken set det lavet før eller hørt om det i Danmark, så du kender det helt sikkert heller ikke. Let rumpetten og prøv det før din nabo !

Rørægget blev serveret sammen med mit hjemmebagte surdejsbrød, snaskede kanelsnegle, amerikanske pandekager og yoghurt med frugt og sirup, og der var ikke et øje tørt.

Sådan får du den perfekte konsistens

Et lille tip inden i går i gang:
Hvis i ønsker at lave en stor portion, skal i enten bruge en stor pande eller lave det over flere omgange. “Rørægget” skal have lov til at blive ordentligt gennembagt og gyldent i overfladen. Hvis ikke det er ordentligt tilberedt, ender i ud med noget der ligner utilberedte melboller, både i konsistens og smag. Så sørg for gud skyld for at tilberede det helt igennem – ikke noget med blæver på toppen.

God fornøjelse og velbekomme.

Vegansk røræg uden tofu
Udskriv
Vegansk røræg (uden tofu)
Forb. tid
15 min
Tilb. tid
10 min
Tid i alt
25 min

Opskrift på en anderledes vegansk røræg der både ligner, smager og føles som rigtig røræg - helt uden tofu !

Antal: 2 personer
Ret: Morgenmad, Tilbehør
Forfatter: Maria - Planteæderen
Ingredienser
  • 75 g kikærtemel*
  • ½-1 tsk. salt
  • 200 ml vand
  • 1 tsk. olivenolie
  • Black salt (Kala Namak)**
  • evt. gurkemeje
  • Olie, til stegning
Fremgangsmåde
  1. Start med at blande kikærtemel, alm. salt, vand og olivenolie i en skål. Lad "dejen" stå og trække i 10 minutters tid. 

    - Hvis du vil have et helt gult resultat (jeg synes ikke det er nødvendigt, da kikærtemelet er ret gult i sig selv), kan du tilføje lidt gurkemeje til dejen. Du kan dog risikere, at det færdige resultat bliver en anelse grønt i det, som efter min mening ikke er særlig appetitligt. 

  2. Varm en non-stick pande op på medium-høj varme. Tilsæt lidt olie.

    Når panden er varm tilsætter du "dejen". Det skal gerne syde en lille smule.

    Brug nu en spatel til at røre rundt i dejen, præcis som du ville gøre med rigtige røræg.

  3. Fortsæt således indtil dejen begynder at sætte sig i små klumper. Tilsæt lidt "Kala Namak" salt under tilberedningen (ca. ½ tsk)

  4. Når klumperne er adskilt (ca. 5 minutter) lægger du et låg på gryden.

    Lad stå og stege under låg i 5 minutter.

  5. Tag låget af og rør lidt rundt i "æggene". Steg yderligere 5 minutter under låg.

  6. Når "æggene" har sat sig helt (der skal IKKE være noget flydende dej tilbage) og de er blevet sprøde og gyldne i overfladen, er de færdige.

  7. Tilsæt mere kala namak* salt inden servering. For at få den helt rigtige "æggede" smag vil jeg råde dig til at bruge rigelige mængder.

Tips

* Kikærtemel kan fås hos de fleste etniske købmænd og grønthandlere eller online fx her.

** Kala Namak salt (kan købes online fx her) er det, som giver "rørægget" sin æggede smag. Knus det mellem fingrene, så aromaerne rigtig får lov at komme frem.

Tags , ,

3 kommentarer til “Røræg (uden tofu)

  1. […] lækkert indslag i en vegansk weekend brunch buffet (inspiration til vegansk brunch kan findes her). Kan også bruges som et skønt og nytænkende alternativ til den traditionelle risalamande […]

  2. […] med en klat NATURLI’ smørbar, hjemmelavet vegansk røræg og et par af mine syndige kanelsnegle af wienerbrødsdej, har du et super godt udgangspunkt til en […]

  3. […] jeg mit surdejsgrydebrød, amerikanske pandekager, vegansk bacon (“lækon“), tofu-frit røræg, som smagte forbavsende meget af den “ægte” vare (ha… fik i den? […]

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du 2 minutter? Så bedøm opskriften med stjerner fra 1-5. Husk samtidig at skrive en kommentar, da stjernerne ellers ikke vil blive registreret. På forhånd mange tak for hjælpen.