Græsk gyros med karameliseret auberginefyld

Vegansk græsk gyros

Står du og mangler den perfekte opskrift til din grillaften, sommer- eller studenterfest, der vil slå benene væk under selv den allermest skeptiske kødspiser? Eller craver du bare noget virkelig snasket efter gårsdagens bytur, hvor der sneg sig liiiidt for mange drinks indenbords? Så prøv en græsk gyros med karameliseret auberginefyld.

Grækenlands svar på shawarma

Vegansk græsk gyros

Gyros er Grækenlands svar på en snasket shawarma eller kebab. Det kan købes på stort set alle gadehjørner, og er en billig, hurtig og smagfuld fast-food. De bløde fladbrød fyldes typisk med marineret kylling eller svinekød, ovnbagte krydrede fritter, tzatziki og lidt frisk grønt i form af fintsnittet salat, agurk, tomat og rødløg. Jeg mindes ikke, at være stødt på en vegetarisk/vegansk variant til denne klassiker. Lige indtil jeg fandt på denne opskrift selvfølgelig !

Har du ikke besøgt Grækenland eller savner du lige som mig en plantebaseret variant, får du her muligheden for at lave det selv fra bunden. Og jeg kan godt love dig – det er sindssygt godt. Som i VIRKELIG godt !

bloede-og-luftige-fladbroed-2
bloede-og-luftige-fladbroed-1

Karameliseret og kødfuldt auberginefyld

Som erstatning for svinekød har jeg valgt at bruge tyndt snittet aubergine. Aubergine er nemlig med sin faste struktur et super alternativ til kød. Og så er det lettilgængeligt, super billigt og sundt ! Win-win. Auberginen er marineret natten over i traditionelle middelhavskrydderier, rødvinseddike og brun farin, som giver det en ustyrligt lækker, karameliseret smag og kødfuldt udseende.

Auberginefyldet i disse græske gyros er så godt, at det kan bruges som køderstatning i pitabrød, shawarma, durum, burgere og ovenpå pizza. En vaskeægte comfort-food – på den rigtig gode måde. Og hvis du er en af dem, som ikke kan fordrage aubergine – så vil jeg vædde med, at denne opskrift lige er noget for dig. Min kære broder, som aldrig har brudt sig om den mystiske lilla grøntsag, spiser disse gyros som var det det rene slik.

Grillede fladbrød, tzatziki og fritter

Her er det karameliserede auberginefyld serveret på ægte græsk manér i bløde grillede fladbrød, ledsaget af sprøde ovnbagte fritter og en lækker cremet tzatziki, så du opnår den helt rigtige autentiske græske smagsoplevelse.

Servér græsk gyros til din næste grillaften eller en af sommerens mange studenterfester – dine gæster vil elske dig for det.

Velbekomme.

Karameliseret auberginefyld til gyros
Vegansk græsk gyros med karameliseret auberginefyld

5 fra 2 stemmer
Vegansk græsk gyros med karameliseret auberginefyld
Udskriv
Vegansk græsk gyros med karameliseret auberginefyld
Forb. tid
10 t
Tilb. tid
20 min
Tid i alt
10 t 20 min

Det veganske auberginefyld i disse græske gyros er så godt, at det kan bruges som køderstatning i pitabrød, shawarma, durum, burgere og ovenpå pizza.

Antal: 2 sultne personer*
Ret: Hovedret
Køkken: Græsk
Forfatter: Maria - Planteæderen
Ingredienser
  • 1 aubergine
  • 1 lille rødløg
Marinade
  • 1 fed hvidløg, presset
  • 2 spsk olivenolie
  • 2 spsk rødvinseddike
  • 1/2 citron (saft)
  • 2 spsk brun farin
  • 1 spsk oregano
  • 1 tsk timian
  • ½ tsk rosmarin
  • 1/4 tsk stødt spidskommen
  • 1 tsk salt
  • Knsp kanel
  • Knsp nelliker, stødt
  • Peber
Fyld
  • 1 portion ovnbagte fritter, tilsat lidt olie og oregano
  • ½ portion hjemmelavet tzatziki
  • ½ icebergsalat
  • 2 store tomater
  • 1/4 agurk
  • ½ rødløg
Fremgangsmåde
  1. Bland alle ingredienserne til marinaden sammen i en skål. Et lille tip er at knuse oregano, timian og rosmarin godt mellem fingrene, inden du tilsætter det til marinaden. Så kommer smagsstofferne nemlig endnu bedre frem !

  2. Snit aubergine i lange tynde strimler (ca. 5 cm x 0.5 cm - tænk "pomfrit størrelse") og rødløg i tynde både (halvér først løget og skær det derefter i meget tynde skiver) Se evt. billedeserien under opskriften.

    Bland de tyndt snittede grøntsager godt sammen med marinaden og lad det stå i køleskabet og hygge sig et par timer (ja - grøntsager kan godt hygge sig!). Allerhelst natten over.

  3. Find en tykbundet grillpande eller alm. pande frem, og skru op på max varme. Panden skal være godt varm inden du smider grøntsagerne på. 

    Tag auberginefyldet ud af køleskabet. Du vil sikkert lægge mærke til, at der er mere væske i skålen end da du startede. Det er helt normalt. Saltet har trukket en masse vand ud af auberginerne og de ser sikkert også en smule slatne ud - det gør ikke spor. Rør det lige rundt en ekstra gang så marinaden er ligeligt fordelt.

  4. Steg auberginefyldet af 2 omgange på den varme pande (start med at tilsætte halvdelen af fyldet + halvdelen af marinaden samt væsken fra skålen). Det skal gerne sprutte og syde. Til at starte med, vil det begynde at koge pga. den vandige marinade - det gør ikke noget. Prøv dog så vidt muligt at fordele auberginefyldet ud på hele pandens overflade, så det koger så lidt som muligt og husk at røre i det konstant, så det ikke brænder på.

    Steg indtil al væske er fordampet (ca. 10-15 minutter) og du står tilbage med noget der minder om"pulled pork" (lækkert - I know !) Skru evt. lidt ned for varmen undervejs, hvis du ikke kan styre det. Auberginefyldet skal være godt karameliseret og grillet. Hæld det i et ildfast fad og dæk det med staniol så det holder sig varmt.

  5. Servér auberginefyldet i græske fladbrød med ovnbagte fritter, tzatziki og fintsnittet salat, tomat, agurk og rødløg.

Tips

Marinér auberginefyldet dagen inden eller om morgenen, hvis du har tid. Det giver det bedste resultat. 

* Hvor mange personer opskriften rækker til afhænger selvfølgelig af, hvor sulten man er og hvor grådig man er med fyldet. Jeg vil sige så meget, at jeg har serveret denne portion for 2 fuldvoksne mænd, med rester tilovers.

Tags , , , , ,

7 kommentarer til “Græsk gyros med karameliseret auberginefyld

  1. Det smager så lækkert

    1. Lækkert at høre Susanne ! ❤️

  2. […] som tilbehør til gyros eller burgere, eller dyp dem fx i ketchup, tzatziki eller […]

  3. […] til sommerens grillaftener. Med deres bløde, luftige og seje indre, passer de perfekt til en græsk gyros eller som dyppelse til tzatziki, pesto eller […]

  4. […] Prøv fx at servere den som tilbehør til fladbrød, ovnbagte fritter eller i en græsk gyros. […]

  5. Jeg har for nylig fået smag for aubergine, så da denne spændende opskrift dukkede op i min Instagram feed, måtte jeg selvfølgelig prøve.
    Det fortryder jeg ikke. Kun at jeg ikke lavede det noget før 🙂

    Marinaden er bare spot on. Krydret, let syrlig, lækker. Og sammen med mør aubergine, og stegte løg, så bliver det næsten ikke bedre.

    Jeg kommer til at lave det her igen og igen og……

    1000 tak for en top lækker opskrift <3

    1. Hej Lykke.
      Det glæder mig at høre, at opskriften faldt i din smag !
      Det tog mig også lidt tid at få smag for aubergine – den kræver en god omgang kærlighed for ikke at blive tør, sej og kedelig.
      Jeg kan se du har brugt det i tacos – det var da en god idé. Den må jeg huske til en anden gang ! ^_^

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du 2 minutter? Så bedøm opskriften med stjerner fra 1-5. Husk samtidig at skrive en kommentar, da stjernerne ellers ikke vil blive registreret. På forhånd mange tak for hjælpen.