Opskrifterne på Planteæderen

Til enhver smag

På Planteæderen er der lidt for enhver smag. Med opskrifterne vil jeg gerne vise, at det er muligt at leve vegansk uden at skulle gå på kompromis med smag. Alle dine livretter, som du er vokset op med kan laves vegansk !

Glutenfri, lavt fedtindhold og uden tilsat sukker

De fleste af opskrifterne på Planteæderen er glutenfri, lave på fedtindhold, uden olie og raffineret sukker. Jeg har med tiden fundet ud af, at det er sådan, jeg trives bedst og får mest energi i min hverdag. Glutenfrie produkter er, desværre, stadig meget dyre i butikkerne og er derfor svært tilgængelige for de fleste. Jeg fokuserer derfor istedet på, at bruge fødevarer der er naturligt fri for gluten. Det er fx ris, kartofler, boghvede, grøntsager og rodfrugter. Samtidig går jeg meget op i at alt skal laves fra bunden. På den måde kan jeg helt selv styre, hvad der skal i og dermed undgå lumske tilsætningsstoffer, E-numre og unødvendige animalske ingredienser. Og så er det selvfølgelig meget billigere !

Travl hverdag?

I en travl hverdag kan det være svært at overskue at kaste sig ud i vegansk madlavning. Det kræver en del tilvænning at komme ind i “rutinen”. Jeg vil råde dig til at finde 4-5 veganske måltider som er simple, nemme og hurtige at lave, og som du ELSKER ! På den måde vil du altid have noget mad at lave, selv når du kommer hjem fra arbejde kl. 18 og madlavning er det sidste du orker. Ingen undskyldning for at gå tilbage til animalsk mad !
Jeg gør derfor meget ud af at sætte opskrifter sammen som er både simple, nemme og ikke mindst billige at lave, og som dermed passer perfekt ind i en travl hverdag.

Syndigt wienerbrød og vaskeægte comfort-foods

Når det så er sagt, er det dog langt fra alt du finder på Planteæderen. Jeg synes jo også, at du skal have muligheden for at imponere hele familien og vennekredsen med lækre og kreative veganske festmåltider. Jeg elsker nemlig selv at hygge og nusse lidt ekstra om maden i weekenderne eller når der er gæster. Du finder derfor alt lige fra langtidshævede surdejsbrød og syndigt wienerbrød til festlige desserter og vaskeægte comfort-foods her på siden.

Velbekomme og rigtig god fornøjelse.