(NO!)Chicken Nuggets af blomkål og kikærter

Chicken nuggets? More like Chickpea nuggets !

Børnene elsker dem. De små lækre, sprøde guldklumper (altså nuggetsne…) fra McDonald’s. Så meget at de sommetider helt glemmer, hvad det er, de sidder og propper i munden (prøv engang at se denne video, hvor en gruppe børn får serveret vegansk mad uden at vide det. Den er ret sjov!) Og hvorfor egentlig det? Det burde jo ligge lige til højrebenet. Det hedder jo trods alt “CHICKEN nuggets”.

Børnene elsker dem – men hvorfor?

Hvis i spørger mig (hvilket i selvfølgelig gør!), så er det egentlig ikke så mærkeligt igen. Jeg tror, vi alle kan blive enige om, at en chicken nugget består af en portion skam-blendet kyllingekød, som er gemt væk i en tyk omgang panering. Herefter friteres de i hvem-ved-hvor-meget olie, for dernæst at blive dyppet i en sukker- eller fedtholdig dip. Er det bare mig, eller fristes man til at spørge sig selv, om det egentlig er kyllingen, som børnene er vilde med eller blot paneringen og dippen? Jeg hælder til det sidste.

Lad hønsene flyve

Hvis børnene alligevel ikke har den fjerneste anelse om, hvad det er de putter i munden, og de faktisk ikke kan smage forskel på kød og planter – hvorfor så ikke lave en vegansk version, der er helt fri for kød og unødvendig lidelse? Der er da ikke nogen grund til at opdrætte og slagte høns, når der ikke engang kan smages forskel. Det er da, hvad man må kalde unødvendigt. Eller hva’? Skulle vi ikke lade hønsene flyve og leve lidt længere end de blot 30-40 dage, som industrikyllingerne har at gøre godt med og lave nogle veganske chicken nuggets istedet? Godt – så er vi enige.

NO Chicken Nuggets (vegansk, glutenfri og børnevenlig) opskrift
NO Chicken Nuggets (vegansk, glutenfri og børnevenlig)

Nuggets af planter?

Nu til det store spørgsmål – hvordan pokker gør man så lige det? Jo, det er faktisk slet ikke så svært endda. Kyllingen bidrager åbenbart ikke til særlig meget på smagsfronten. Det er faktisk kun med som “bærer” for paneringen, samt for at give konsistens og bid til det færdige resultat. I princippet kunne McDonald’s panere og fritere en gammel skosål and no one would blink an eye. Så hvad med, at vi skiftede det skam-blendede kyllingekød ud med nogle skam-blendede planter istedet? Sværere er det faktisk ikke.

Kan narre hvem som helst !

For at opnå det virkelighedstro resultat der ses i klippet ovenfor, har jeg valgt at bruge blendede kikærter og blomkål. Kikærterne er med til at give struktur og bid, hvorimod blomkålen tilføjer den perfekte saftighed (idéen til at bruge blomkål fik jeg fra Englerod’s fantastiske Blomkåls Bites med BBQ Sauce – prøv dem!) Herlighederne formes til små nuggets og vendes i en simpel (og glutenfri) panering, for herefter at blive bagt i ovnen. I Planteæderens køkken er friturestegning nemlig bandlyst. Bum basta.

Hermed får i min udførlige opskrift på veganske “chicken nuggets” (måske vi fremover skulle kalde dem Chickpea Nuggets?) Lad jer endelig ikke afskrække af den lange opskrift. Jeg erfarer, at formning og panering af nuggetsne er det eneste, som er en anelse besværligt og tidskrævende. Her er det jo oplagt at hive de små en tur med i køkkenet og lave en lille aktivitet ud af det. Så smager de også endnu bedre, når nu man selv har været med til at lave dem.

Smager de så af kylling?

Bevares – disse veganske nuggets smager ikke ligefrem af kylling. Men det var nu heller aldrig meningen. Let’s face it – blomkål og kikærter kan aldrig blive “chewy” ligesom kød – her ville man sandsynligvis bruge seitan istedet. Se dem som et langt sundere og lettere alternativ, til de forarbejdede færdiglavede du køber i supermarkedet.

Når det så er sagt, opnås det bedste og mest virkelighedstro resultat ved, at give dem den helt rigtige tid i ovnen. Og her er der ikke noget magisk tal – du må simpelthen prøve dig frem ! Det afhænger af din ovn samt størrelse på nuggetsne. Tag én nugget ud af ovnen når tiden er gået og smag på den. Er den blød og klæg i midten? Smager den for meget af blomkål? Så giv dem 10 minutter ekstra. De skal helst være super sprøde i overfladen samt tilberedt hele vejen igennem. Så lad jer ikke skuffe, hvis første forsøg ikke sidder lige i skabet. Øvelse, øvelse, øvelse !

NO Chicken Nuggets - finthakket blomkål
NO Chicken Nuggets - finthakkede kikærter

Hjemmelavet mayo på 5 minutter

Servér dem som de er med en spandfuld hjemmelavet mayo og ingen vil bemærke, at de er propfyldt med blomkål ! Er du ikke til nuggets, kan de med et snuptag formes til bøffer og serveres i lækre planteburgere. Giv dem blot lidt længere tid i ovnen.

Opskrift på veganske Chicken Nuggets

Velbekomme.

– Lad mig endelig høre fra jer, hvis i giver jer i kast med min opskrift. Find mig på instagram og facebook og tag mig i jeres kreationer eller skriv en kommentar i kommentarfeltet længere nede på siden. Her har du samtidig mulighed for, at give opskriften stjerner fra 1-5, som er til stor hjælp for mig samt udbredelsen af det grønne budskab. På forhånd tak !

NO Chicken Nuggets lavet på blomkål og kikærter

5 fra 2 stemmer
NO Chicken Nuggets (vegansk, glutenfri og børnevenlig) opskrift
Udskriv
(NO!)Chicken Nuggets - vegansk, glutenfri og børnevenlig opskrift
Forb. tid
1 t
Tilb. tid
30 min
Tid i alt
1 t 30 min

“Børnene elsker dem. De små sprøde Chicken Nuggets fra McDonald's. Her får i en opskrift på en vegansk og glutenfri udgave lavet af kikærter og blomkål.”

Antal: 30 nuggets
Ret: Hovedret
Køkken: Amerikansk
Forfatter: Maria - Planteæderen
Ingredienser
Farsen:
  • 1 lille blomkålshoved
  • 1 dåse kikærter
  • 2 dl finvalsede havregryn (glutenfri, hvis det ønskes)
  • 1 tsk salt
  • Peber
  • Evt. andre krydderier**
  • 2 spsk hørfrø
  • 6 spsk vand
Til paneringen:
  • 3 spsk aquafaba (kikærtevand)
  • 3 spsk hvedemel (kikærtemel, hvis glutenfri)
  • 1 dl vand
  • 1/2 tsk salt
  • Peber
  • 1 dl rasp (glutenfri, hvis det ønskes)
  • 1 dl majsgryn ("cornmeal")*
  • Neutral olie til pensling
Fremgangsmåde
Farsen:
  1. Fjern bladene og skyl blomkålen. Skær det ud i mindre buketter. Hak det fint i en food processor (pulse det et par gange - det skal have tekstur som grove ris) Der må gerne være enkelte større stykker på ca. ½-1 cm. Se billede ovenfor. 

    Kom det hakkede blomkål i en stor gryde eller pande og tilsæt 1/2 dl vand. Damp blomkålen under låg til den er mør, ca. 10 minutter. Blomkålen må ikke tage farve.

  2. Lav i mellemtiden hørfrøægget: knus hørfrøene i en kaffekværn og rør dem sammen med 6 spsk vand i en lille skål.

  3. Dræn og skyl kikærterne (gem kikærtevandet til senere).

    Brug samme metode som ovenfor til at hakke dem fint i foodprocessoren. Se evt. billede ovenfor.

  4. Find en stor skål frem. Bland blomkål og kikærter, og tilsæt salt, peber og havregryn. Bland det godt sammen. Tilsæt hørfrøæg. Smør det ud over overfladen og rør det godt sammen (se billedeserien nedenfor). Brug bagsiden af skeen til at presse alle ingredienserne godt sammen. Du skal stå tilbage med en klistret og sammenhængende fars. Sæt på køl i 30 minutter.

    Form farsen til små nuggets og læg dem på et fad, så de er klar til at blive paneret. Sørg for at presse farsen godt sammen, så de ikke falder fra hinanden, når du skal panere.

Panering:
  1. Tænd ovnen på 200°C varmluft.

  2. Pisk aquafaba med en elpisker eller stavblender i en skål 10-20 sekunder indtil det skummer. Tilsæt mel, vand, salt og peber og pisk indtil du har en homogen masse. Lad stå og trække i 15 minutters tid. 

    Bland rasp og majsgryn i en dyb tallerken. 

  3. Arbejd med 1 nugget ad gangen: dyp og vend den først i den våde blanding (brug en gaffel til formålet) og dernæst i rasp og majsgryn (brug en seperat gaffel). Fordel dem på en bagerist med bagepapir og pensl dem med en smule olie. Bag dem i ovnen ca. 30-40 minutter (alt efter størrelse) til de er gyldne og sprøde i overfladen. Lad dem køle af 5-10 minutter på en rist inden servering (dette sikrer en sprød nugget, der samtidig ikke brænder små ivrige børnetunger).

Tips

Servér de små guldklumper med en portion ovnbagte pommes og en god hjemmelavet ketchup eller mayo.

- Smager nuggetsne for meget af blomkål, og er de for bløde indeni, har de muligvis ikke fået lang nok tid i ovnen. Giv dem 10 minutter ekstra og smag på dem igen.

* Du behøver ikke bruge præcis samme panering som jeg - brug den slags panering du foretrækker, hvad end det er rasp, panko, cornflakes eller majsgryn.

** Opskriften er børnevenlig og dermed mild i smagen. Ønsker du mere smag, skal du være så velkommen til at tilsætte hvidløg, røget paprika, løgpulver, oregano eller hvad du nu synes.

Her tilsættes hørfrøæg som fordeles jævnt og røres godt sammen.

Brug bagsiden af skeen til at få “farsen” til at hænge godt sammen.

Nuggets inden panering.

Tags , , , , ,

7 kommentarer til “(NO!)Chicken Nuggets af blomkål og kikærter

  1. Jeg prøvede denne opskrift igår og de var bare så lækre.. 1000 tak for den lækre opskift

  2. Kan de mon fryses?

    1. Hej Marie.

      Jeg har ikke prøvet at fryse dem endnu, men jeg kan sagtens forestille mig at det kan lade sig gøre uden problemer. Såfremt du selvfølgelig former, panerer og tilbereder nuggetsne for derefter at fryse dem ned ^_^ Lad mig endelig høre, hvis du prøver det af – jeg vil selv afprøve det snarest og vende tilbage når jeg ved besked.

      Mange hilsner
      Maria // Planteæderen

  3. Skall testes

    1. Dejligt, Viveca ! Jeg glæder mig til at høre mere. 🙂

  4. […] Vegansk mayo kan bruges til præcis de samme ting, som en traditionel mayo lavet på æg. Jeg bruger den fx som topping til min egen version af (en af mine yndlings) makrel(fr)i tomat, i en snasket omgang kikærtesalat, som dip til sprøde kartoffelbåde eller min favorit: NO-Chicken Nuggets. […]

  5. Smager bedre end bedst.Helt klart en ny favorit !

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du 2 minutter? Så bedøm opskriften med stjerner fra 1-5. Husk samtidig at skrive en kommentar, da stjernerne ellers ikke vil blive registreret. På forhånd mange tak for hjælpen.