Trykkogeren – 10 gode grunde til at bruge en trykkoger

Trykkogeren – køkkenudstyret alle bør eje

Trykkogeren har aldrig for alvor gjort sit indtog i de danske hjem. Skrækhistorier om eksploderede gryder har givet den et dårligt ry, og mange anser den i dag som værende en besværlig og gammeldags omgang “mormor-udstyr”. Det har medført, at trykkogeren er røget lidt i glemmeskuffen, hvilket er super ærgerligt. En trykkoger er nemlig så meget mere end bare et farligt oldtidsfund fra vores bedsteforældres tid. Teknologien i dag er en helt anden, og de nye trykkogere på markedet er efterhånden så topmoderne og kampsikre, at det umuligt kan gå galt.

Jeg har lovprist min trykkoger i mit indlæg “(Korrekt) Tilberedning af bønner“, fordi den har hjulpet mig af med mine mange fordøjelsesproblemer, hvad angår bønner og andre bælgfrugter.

Men trykkogeren kan meget mere end bare at koge bønner. Trykkogeren er i særdeleshed genial til dig, som går op i miljøet, og som gerne vil spare kostbar tid og penge i køkkenet. Stod det til mig, burde trykkogeren være standardudstyr i ethvert køkken – det grønne og veganske køkken i særdeleshed. Hvis du vil vide hvorfor, så bliv hængende og lad dig inspirere og overraske over trykkogerens mange fantastiske muligheder og egenskaber.

10 gode grunde til at investere i en trykkoger

1. Spar tid i køkkenet

Er du træt af at våge over komfuret flere timer i streg, så kan en trykkoger meget hurtigt gå hen og blive din nye bedste ven. Trykkogeren sparer dig nemlig tid i køkkenet. Rigtig meget tid. Typisk er kogetiden kun 1/3-del af den, man normalvis ville bruge i en almindelig gryde.
Det betyder i praksis at suppen eller gryderetten, der skal stå og simre 1½ time, kan være færdig på kun 30 minutter. Derfor vil det sikkert glæde rigtig mange veganere og planteelskere at høre, at kogetiden på tørrede bønner, linser og kikærter i trykkogeren ryger helt ned på 10-30 minutter alt efter typen af bælgfrugt. Det har i hvert fald gjort mit bankende veganerhjerte rigtig glad.

2. Spar energi og penge

Den kortere kogetid betyder et mindre energiforbrug. Den billigere elregning er din pengepung selvfølgelig rigtig glad for men i særdeleshed også miljøet. Flere penge på bankbogen OG bedre samvittighed? Jov tak.

Trykkogeren er samtidig den oplagte mulighed til at koge store portioner af fx bønner, kikærter, supper eller gryderetter. Frys dem ned i mindre portioner, så du altid har sund og hjemmelavet frysemad klar til de dage, hvor det hele gerne skal gå lidt stærkt. Glem alt om dyre færdigretter og besøg hos den lokale pizzamand.

3. Sundere madlavning

Det er ingen hemmelighed, at vores mad bliver mindre og mindre næringsrig. Landbrugsjorden er efterhånden så udpint af mange års rovdrift, at afgrødernes indhold af næringsstoffer tager skade heraf.(1)

Som forbruger gør vi derfor klogt i at gøre vores ypperste for at bibevare så mange af de næringsstoffer, som der nu engang er i den mad, vi køber. Os sundhedsnørder ved, at dampning er den mest skånsomme og dermed sundeste tilberedningsmetode, man kan benytte. Men hvad med trykkogning?

Selvom man godt kunne tro, at det høje tryk ville ødelægge næringsstofferne i maden, ser det modsatte faktisk ud til at gøre sig gældende. Den kortere tilberedningstid skulle eftersigende bibevare endnu flere vitaminer og mineraler i maden – de varmefølsomme næringsstoffer som C-vitamin (2) og betacaroten (3) i særdeleshed, men også antioxidanter i bælgfrugter (4). Hvis vi vil have mest muligt ud af de ekstra penge brugt på økologiske råvarer af god kvalitet, er trykkogning altså en tilberedningsmetode, der er værd at overveje.

4. Meget mere smag – Oh Mami! (UMAMI)

Går man ikke på kompromis med smagen, når man forkorter kogetiden? Det kunne man godt fristes til at tro, men igen er det faktisk det modsatte, som gør sig gældende.

Den høje temperatur kombineret med den korte tilberedningstid og det lufttætte miljø, er med til at bibevare og koncentrere smagen. Det kan på mange måder sammenlignes med det, vi forsøger at opnå i en stegeso – bare på en brøkdel af tiden.

Det ilttætte miljø bevirker samtidig, at trykkogeren kan arbejde med en langt mindre mængde vand end en traditionel gryde. Dette koncentrerer smagen yderligere og sørger samtidig for, at maden ikke bliver tør. Det er rigtig gode nyheder for os veganere, som ofte savner umami i madlavningen. Kan du sige umami x 1000? 😍

5. Undgå madspild

Går du også ind i kampen om at bekæmpe madspild? Så er du bestemt ikke alene. Vi er efterhånden blevet rigtig gode til at undgå madspild, og en kærkommen måde at bruge de triste grøntsager på er selvfølgelig ved at koge en suppe eller bouillon. Problemet er bare, at denne skal stå og koge flere timer for at trække ordentlig smag. Det koster på energien og elregningen, og den gode intention om at nedsætte CO2-udslippet falder ligesom lidt til jorden.
Hvad er løsningen? You guessed it – trykkogeren.

Sådan gør du: Gem de kedelige slatne grøntsager samt overskydende skræller og grøntsagsender i en bøtte i fryseren. Når bøtten er fyldt, smider du hele indholdet i trykkogeren, dækker med vand og tilsætter krydderier og laurbærblade. Kog bouillonen under tryk i ca. 30 minutter, og frys den ned. Så er der altid frisk og smagfuld hjemmelavet bouillon klar til, når du skal bruge det. Og en ekstra bonus er selvfølgelig, at du helt selv kan bestemme mængden af salt og olie, som købebouilloner oftest er propfyldt med.

6. Slip for sved, lugt og mados

Træt af madlugt, som bliver hængende i luften flere timer? Eller ovnen og suppegryden, der opvarmer og damper hele lokalet til? En trykkoger arbejder under lukkede forhold, hvilket gør, at du slipper for både damp og lugt fra maden. Dét er noget, jeg har været særligt glad for i denne vanvittige maj-hede. Thank me later.

7. Perfekt tilberedning

Er du også træt af, at de tørrede bønner, linser og kikærter aldrig bliver kogt ordentligt møre trods flere timers kogetid? Det var jeg i den grad. Trykkogeren klarer hele arbejdet og sikrer dig en fuldstændig tilberedning. Kartofler, søde kartofler, rødbeder m.m. kan ligeledes dampes til perfektion i trykkogeren. Når bælgfrugter og andre råvarer tilberedes ordentligt igennem, medfører det samtidig en anden virkelig god egenskab, nemlig:

8. Bedre fordøjelse

Har du også svært ved at fordøje fødevarer som bælgfrugter og visse kornprodukter? Så vil det nok glæde dig at høre, at trykkogeren måske kan være dig behjælpelig. Jeg har lovprist min trykkoger i min artikel “(Korrekt) Tilberedning af bønner“, fordi den netop har hjulpet mig af med mine mange fordøjelsesproblemer relateret til bønner. Trykkogeren er den mest effektive tilberedningsmetode til at inaktivere lektiner (5), som er de stoffer, der kan gå ind og skabe et mindre kaos i vores fordøjelsessystem. Trykkogeren har gjort, at jeg er gået fra helt at undgå bønner og bælgfrugter til at kunne spise dem hver dag – flere gange om dagen. Det er min krop og indre sundhedsnørd RIGTIG glade for.

9. Spring iblødsætningen af bønner over

Du står og skal til at lave en omgang Chili sin carne, men hov, hvad er nu det – du har glemt at sætte kidneybønnerne i blød dagen før! ¡Madre mia!

Tiden fra bønne-cravingen rammer, til man rent faktisk kan smæske sig i dem, kan snildt tage 12-24 timer, hvis man vil koge dem selv. Det skyldes især den lange iblødsætning. Men med en trykkoger, er det problem ovre. Det høje tryk bevirker nemlig, at man kan tillade sig helt at springe iblødsætningen over, hvis tiden er knap. Det kan en almindelig gryde slet ikke hamle op med.
Man skal dog være opmærksom på ikke at fylde trykkogeren for meget op, da de tørrede bønner vil svulme op til omtrent dobbelt størrelse.

10. Multifunktionel

Kæmper du lige som jeg med pladsen i køkkenet, eller er du bare træt af at have både suppegryde, dampindsats og sauterpande, så vil følgende nok glæde dig. Trykkogeren kan nemlig både stege, koge, trykkoge og dampe.
De fleste trykkogere (inkl. min egen, som du kan læse mere om nedenfor) kommer tilmed med et tilhørende dampindsats “stativ”, hvilket betyder, at du kan dampe kartofler, broccoli og andre grøntsager, imens du fx koger en lille portion bønner, ris eller quinoa. Færre gryder i gang på samme tid, betyder et mindre energiforbrug, hurtigere mad(!) samt mere plads i køkkenet.
What’s not to like?

Hvilken trykkoger anbefaler du?

Disclaimer: Jeg er ikke sponsoreret eller betalt af Tefal for at sige dette. Jeg har selv købt og betalt min trykkoger, og er hverken blevet sendt den gratis eller bestukket for at sende en god anbefaling deres vej. 

Selv bruger jeg en trykkoger af mærket Tefal. Den bryster sig af sine mange sikkerhedsmekanismer, og er tilmed en af de absolut billigste på markedet, hvilket jeg selvfølgelig ikke klager over. Den har en kapacitet på hele 6 liter og kommer med en tilhørende dampkurv, så man kan slå to fluer med et smæk (eller … i ved, hvad jeg mener 😅) Hvis du er interesseret i nævnte trykkoger, har jeg fundet den billigste her hos KitchenOne.dk (affiliatelink*). En lignende (billigere) model kan fås her hos COOP (affiliatelink*) – denne har jeg dog ikke erfaring med. Alternativt kan du prøve at finde den brugt på DBA, men det kan være vanskeligt, da trykkogeren er lidt en uddød race.

Tefal Secure 5 Neo trykkoger

Bevares – en trykkoger er en stor gryde, som fylder en del. Men så får man også et væld af forskellige funktioner forærende, da den som sagt kan både stege, koge, dampe og koge under tryk. Selv har jeg tænkt mig at smide min gamle suppegryde ud, da trykkogeren har taget dens plads, og er blevet min nye bedste ven i køkkenet. Trykkogeren er uden tvivl investeringen værd.

Jeg har gennem mine 3 år som veganer aldrig følt, at jeg manglede en ekstra køkkengadget – lige indtil jeg fik øjnene op for trykkogeren. Nu, efter at have prøvekørt nævnte trykkoger, kan jeg slet ikke forestille mig mit liv uden. Jeg bruger den hver dag – som i flere gange om dagen. Det er lige før, jeg vil sige, at den er mere vigtig for mig end en blender eller foodprocessor. Og jeg er altså lidt af en blender-nørd (det kan du læse mere om i min opskrift på den perfekte nicecream).

Skal du ud og investere lidt penge i en trykkoger? Eller er du måske så heldig, at du allerede har en? Skriv en kommentar i kommentarfeltet nedenfor eller find mig på Facebook og Instagram @planteaederen.
Jeg kan da umuligt være den eneste, som har sådan en fætter stående på køkkenhylden.

(1) Kilde (2) Kilde, (3) kilde, (4) kilde, (5) kilde

* Affiliate Disclaimer: enkelte links i artiklen er affiliatelinks, hvilket betyder, at jeg modtager en mindre procentdel af salgene via det link. Dette har dog ingen indflydelse på mine meninger og holdninger til nævnte produkt, som altid vil være 100% mine egne. Tak for jeres forståelse og for al jeres støtte og opbakning gennem tiden. Det er jer, dyrene og planeten, jeg er her for.
Læs mere om min brug af affiliatelinks i min reklamepolitik.

Tags , , , , ,

1 kommentar til “Trykkogeren – 10 gode grunde til at bruge en trykkoger

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

Har du 2 minutter? Så bedøm opskriften med stjerner fra 1-5. Husk samtidig at skrive en kommentar, da stjernerne ellers ikke vil blive registreret. På forhånd mange tak for hjælpen.